I 2014 besluttede Bruun Rasmussen sig for at satse mere på fotografi og fotokunst. Det skyldtes ikke mindst et ønske om at styrke virksomhedens internationale profil, for på det internationale marked respekteres fotografiet helt naturligt på linje med andre kunstarter. Der afholdes messer (fx Paris Photo, der afholdes i det imponerende Grand Palais i november hvert år) og sælges fotografiske kunstværker til utrolige priser på både gallerier, messer og auktion.

Herhjemme er interessen for feltet heldigvis på vej i samme retning – selv om det danske marked fortsat er tungt. Museer og gallerier viser i stigende grad fotokunst og har fokus på fotografiets særkender og muligheder. Jeg mærker det dagligt i mit job, hvor en voksende samlerskare er ved at tage form omkring vores fotoauktioner. Nye og gamle kunstsamlere såvel som museer og gallerier fra ind- og udland følger vores nyhedsbreve og byder med, når auktionerne ruller.

Læs mere: “#Firstmoverpåfotografi”

Og det giver utrolig god mening. For på fotoauktionerne kan man købe kvalitetskunst til yderst rimelige priser i forhold til andre kunstarter som fx grafik og maleri. Og ønsker man at etablere en kunstsamling, kan fotografiet være et godt og overskueligt sted at tage fat. Netauktioner over fotografier afholdes halvårligt (foråret og efterår). Derudover afholder vi en række mindre event- og særauktioner i løbet af året, fx i forbindelse med Copenhagen Photo Festival i begyndelsen af juni. Følger man med på de internationale auktioner i Bredgade, vil man oftest finde fotokunsten på september auktionen som har fokus på samtidskunst og fotografi.

Se her, hvornår næste fotoauktion foregår.

Videoen her er fra Copenhagen Photo Festivals auktion over nye talenter på Transformerstationen på Østerbro, hvor Bruun Rasmussen hjalp med at svinge hammeren i i juni 2017.